Om Blovstrød Fitness Track
Blovstrød Fitness Track – en bæredygtig aktivitetssti i harmoni med naturen på Blovstrød Idrætsanlæg.

Hvad er Blovstrød Fitness Track?
Blovstrød fitness track bliver en 1,5 km lang aktivitetssti rundt i kanten af Blovstrød idrætsanlæg med 14 enkeltstående redskaber, der skal forceres undervejs.
Blovstrød Fitness Track er åben og tilgængelig for alle året rundt. Vi ønsker at give både eksisterende medlemmer af foreningen og den selvorganiserede idræt, unge og ældre, personer uden særlig kondition eller styrke, eliteatleten og alt derimellem mulighed for at dyrke fleksibel og alsidig motion udendørs. Den kræver kun et par løbesko og variationerne er mange. Ruten kan gennemføres på tid i konkurrence med dine træningsmakkere eller som målrettet træning ved at gå ruten rundt og fokusere på særlige redskaber, da rute og redskaber har mange variationsmuligheder. Blovstrød Fitness Track er designet til personer i alderen 15 år og opefter.
Blovstrød Fitness Track integreres i friarealer, beplantningsbælter og skovarealer på Blovstrød Idrætsanlæg, så det fremstår som en naturlig del af idrætsanlægget og udnytter områdets niveauforskelle.
Blovstrød Fitness Track er under etablering, hvilket sker løbende. De to første strækninger er færdigetablerede og kan benyttes (rute 1 og 2). Etablering sker i takt med, at der opnås støtte fra fonde og sponsorer. Følg med i etableringen på Facebook og Instagram.
Bæredygtighed
Blovstrød Fitness Track er designet bæredygtigt. Redskaberne bygges i fsc-certificeret robinietræ, og stierne udnytter anlæggets karakter og består af flis eller grus fra lokale leverandører. Opgravet jord i forbindelse med etablering fordeles ud på idrætsanlægget.
Vedligeholdelse og sikkerhed
Blovstrød Idrætsforening står for drift og vedligeholdelse af ruten og har indgået en aftale med Allerød Kommune (Park og Vej) om at forestå vedligeholdelsesopgaverne. Allerød Kommune (Park og Vej) varetager de lovpligtige sikkerhedseftersyn.
Svarer på en lokal efterspørgsel
Ideen til Blovstrød Fitness Track kommer fra Blovstrød Idrætsanlægs Ude-udvalg og er et svar på en efterspørgsel om let tilgængelige udendørs idrætsmuligheder fra medlemmer, fra enkeltpersoner og fra den selvorganiserede idræt.
Rigtig god fornøjelse
Hiv fat i din træningsmakker og prøv ruten. Måske vil I konkurrere på tid, måske vil I fokusere på enkeltøvelser ved hvert redskab – mulighederne er der. Du kan læse mere om rute, redskaber og øvelser her. Og husk at vise hensyn ved at behandle redskaberne og stierne, som de er beregnet til, så de bliver til glæde og gavn for alle.
Vi håber, at du vil få glæde af ruten.
Aktive hilsner
Blovstrød Idrætsforening